13/06/2026
Så gik mit længevarende ønske om at se de norske fjorde i opfyldelse. En 10 dages ferie i både Norge og Sverige, hvor jeg havde nogle overnatninger på Gudvangen camping, der ligger i Nærøyfjorden, der er på Unescos verdensarvsliste. Efter at have været der, så har jeg ingen indvendinger mod det, for sikke et fantastisk sted. Det er en forgrening til Sognefjorden, som er Norges længste fjord, hvor man også kan komme til Flåm, hvor man kan tage den berømte Flåmbane, der er udråbt til verdens smukkeste jernbane. Jeg havde ikke selv tid til at finde ud af om det er rigtigt, men nu har jeg heller ikke prøvet at køre med tog ret meget udenfor Sjælland, så det giver mig heller ikke de bedste kompetencer til at vurdere det.
Nå, men mellem Nærøyfjorden og Flåm, ligger en lille by, Undredal, som også er et besøg værd. Her har jeg taget dette billede. Jeg var heldig med lyset, for det er faktisk ikke så nemt at få rigtig gode billeder, hvis man ikke har lidt lækkert lys til at hjælpe.
Det er jo nogle gange sådan, at et sted godt kan være smukt og spektakulært, men alligevel ikke særlig fotogent, fordi der mangler godt lys eller komposition.