Jes Roger Petersen Photography

16/06/2024

Du kan vælge at strinte citronsaft i dit venstre øje eller i dit højre øje.
Eller hvad med helt at undlade at strinte? - og fravælge begge muligheder?

Ovenstående var et citat af Dave Asprey, biohacker, forfatter, sundhedsguru, med mere.

Her er det originale citat: “You can sq**rt lemon juice in your right eye or your left eye.
How about neither?”

Citatet er en kommentar til Aspreys eget X indlæg, hvor han henviser til det kommende amerikanske præsidentvalg. Tilsyneladende forsøger magtsystemet med alle midler at overbevise vælgerne om at der kun er to valgmuligheder, og gør desuden en ihærdig indsats for at der kun bliver én tilbage i november 24. Men det er muligvis blevet endnu mere kompliceret, fordi der er også kommet en “mørk hest” ind på scenen, så nu skal han også bekæmpes med alle midler, og det bliver han angiveligt også.

Jeg skal ikke kommentere amerikansk politik, det har jeg slet ikke forstand på.

Men jeg blev inspireret af Aspreys citat om citronsaft, og hans kommentar om at det er et af de ældste manipulations tricks i bogen, at give folk det indtryk at vi har et valg, men blot opstille to dårlige muligheder, så vi glemmer at der er utallige alternativer.

I sidste uge opstillede jeg 3 spørgsmål, som jeg søgte svar på.

1. Skal jeg køre på genbrugspladsen senere?
2. Findes Gud og hvad er Gud?
3. Skal jeg stemme til EU valget i dag?

Svaret på spørgsmål 3. blev at jeg stemte, men at jeg stemte blankt.
Jeg overvejede at stemme på det mest EU-kritiske parti, som må være DF, men valgte det fra. Det er ikke mit parti, og med henvisning til citronstrinteriet, følte jeg mig ikke motiveret til at vælge blandt de opstillede muligheder.

Men jeg kunne da glæde mig over at de EU-kritiske partier gik frem i mange lande. I Danmark, hvor alle tilsyneladende er enige med alle, i den store altomfavnende stat, hvor alle dier på den store moders patter, sker der ingenting.

Jeg er jo begyndt at arbejde i en virksomhed, der designer, producerer og sælger udstyr til legepladser, og selv på en legeplads kan man lære meget om livet.

Tænk på en vippe på en legeplads. Vi har alle prøvet at sidde på den lange bjælke med en kammerat, en voksen der er tungere end os, eller vores børn eller børnebørn, der vejer meget mindre. I hver ende er der et håndtag, så man kan holde fast, og på jorden er nedgravet en stødabsorberende genstand, så man ikke rammer jorden for hårdt.

I midten et balancepunkt, eller omdrejningspunkt.
Hvis begge personer vejer det samme, er vippen i ligevægt. Men man kan også ændre balancen ved at flytte balancepunktet.

Jeg tror ikke at folk er blevet mere intolerante eller racistiske fordi de vælger “højreorienterede” partier, men fordi balancepunktet er flyttet så langt til venstre, og de negative destruktive resultater er ikke udeblevet. Og det bliver mere og mere vanvittigt. Det skal stoppe.

Derfor bekymrer tendenserne mig ikke det mindste, tværtimod glæder det mig at nogle måske er ved at komme til fornuft. Der er stadig lang vej, men man jo gribe efter de strå, der er indenfor rækkevidde.

Jeg glæder mig over at vi har folk som Elon Musk, Jordan Peterson, Biskop Robert Barron, Iain McGilchrist, Russell Brand, John Campbell, og mange flere der alle taler den sunde fornufts sag.

Svaret på spørgsmål 1.
Ja, jeg kørte på genbrugspladsen. Jeg havde en puf eller skammel, om man vil, som jeg fandt overflødig, og den optog for meget plads.

Jeg arbejder meget med at skabe mere ro indeni. Stærkt inspireret af Buddha, Tolle, Singer og mange andre. Ro, ikke overraskende, skaber i sig selv en ny udfordring.
Og også den arbejder jeg med. Roen, i de korte øjeblikke jeg har held med at skabe den, giver en følelse af tomhed, der er udfordrende at håndtere. Hvor jeg finder det frydefuldt at skille mig af med ting, har jeg det svært ved at tænke på ingenting.
Igen vender jeg tilbage til citatet fra bogen “Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl:
“Den tomhed, man oplever i forbindelse med afvikling af personligheden, er i virkeligheden den fylde, hvoraf alt levende skabes”

Det er interessant at tænke på at de ting jeg afleverer på genbrugspladsen, i visse tilfælde kan komme andre tilgode. Kan det tænkes, at nogle af de tanker jeg gerne vil af med, kan det samme? Det tvivler jeg på. Det var bare et tankeeksperiment.

One man's ceiling is another man's floor, skrev Paul Simon.

Han mente vist, at det der betyder et for nogen, kan betyde noget helt andet, for en anden.
Eller mente han at det der er mit højest opnåelige, er der hvor andre starter? Sådan har jeg det når jeg lytter til McGilchrist, Peterson, Barron med flere, og det gør ikke noget, tværtimod, det gør mig glad og optimistisk, og inspirerer.

Det sidste spørgsmål: Findes Gud og hvad er Gud? - vil jeg gå lidt let henover, fordi min tid er knap, jeg skal pludselig afsted, heldigvis. Men foreløbig arbejder jeg med at Gud er bevidstheden, og det tænker jeg en del over.

Det vedhæftede billede dukkede op i mit fb feed i dag, som et minde for 11 år siden, den gang jeg interesserede mig for genren “streetphotography” - der går ud på at man forsøger at fange dagligdagens motiver i gadebilledet.

Jeg må løbe, jeg skal ud og kigge på kaniner og det er vigtigere end alt det andet. Crede et Vicisti - Tro og Vind

22/04/2024

L'heure bleue. Blå time. Aalborg din gamle røver, jeg kender dig ikke, men nu sidder du i mit sind. Ikke på grund af dig, men af helt andre årsager :-) Søndag d. 21.4.2024 Kl. 5.28
Foto. Jes Roger Petersen Sony A73, Tamron 70-180mm 2.8

23/03/2024

Thou shalt produce - Thou shalt consume
- Richard Rohr

Det ovennævnte citat, som selvfølgelig er kritisk og sarkastisk, inspirerede mig til det emne, jeg har lyst til at skrive om i dag. Det er et tema, der kører uafladeligt i mit liv.

Det fik mig til at tænke på følelsen af at stå udenfor og kigge ind, og jeg har gjort mig nogle tanker om at føle sig udenfor fællesskabet, men at have det helt fint der, så der er overhovedet ingen selvmedlidenhed at spore.

I denne tid konsumerer jeg bøger af franciskanerpræsten Richard Rohr, med samme ildhu som en alkoholiker tyller Elefantøl.

Jeg har været gennem en længere grundig oprydnings- og udsmidningsperiode og der er også forsvundet en del bøger. En af dem var en gammel bog af Stuart Wilde, som jeg i tidernes morgen var meget fascineret af, indtil han blev lidt for underlig, selv til min smag.

Bogen hedder “Kunsten ved penge, er at have dem” og jeg husker særligt bogen fordi jeg mødte den, og Wilde, første gang ved et tilfælde, på biblioteket i Roskilde. Den stod yderst på en hylde og havde en forside med kulørte sparegrise der, sammen med den kryptiske titel, fangede min interesse. Jeg lånte den, og købte den senere, og det blev starten på en lang fascination af Wilde og hans ideer, og jeg oplevede ham såmænd også live engang, og det var vældigt underholdende.

Grunden til at jeg bringer Stuart Wilde på bane er, at det var ham der lærte mig udtrykket: “Fringe Dweller”. Det betyder vel en der “hænger ud i periferien”, sådan en der ikke rigtig føler man hører til, men foretrækker at betragte livet lidt på afstand.

Hvis jeg lige skal kommentere bogen, kan jeg faktisk ikke erindre ret meget fra den, dog mener jeg at et vigtigt budskab var, som titlen også antyder, at det er nemmere at få drømme til at gå i opfyldelse fra en overskudsposition. Er man i mangel, i desperation, i nød, sender man et signal, en frekvens, der kan tiltrække mennesker, der vil udnytte disse svaghedstegn, og man får ofte derfor en dårligere behandling.

Styrke og overskud kan opnås ikke kun ved at have penge på kistebunden, men også ved en minimalistisk livsstil, så man ikke er så sårbar, altså få behov. Og det gælder ikke kun penge, men også et emotionelt overskud, en stærk selvværdsfølelse, så man ikke vælger relationer med energivampyrer, der lever at at suge blod fra sårbare individer, eller skrantende virksomheder. Princippet kan bruges i alle livets aspekter. Også politisk, hvor opportunistiske magtmennesker dyrker, skaber og udnytter befolkningers svaghed til egen vinding, ofte i samarbejde med medier, der har samme agenda og kan profitere på folks svaghed og angst. Og det skorter ikke på virksomheder, der tilbyder løsninger i form af oplevelser, objekter eller medicinering, ofte fungerende i symbiotiske forhold.

Forrige weekend var jeg til gymnastikafslutning med mit barnebarn på 6 år. Der var mange hold, i forskellige aldre og kvaliteter, og jeg nød samværet med min lille pige, hendes mor, med flere.
Til sidst blev alle holdene, trænere og ledere, alle de frivillige der får den slags organisationer til at fungere, kaldt ind på gulvet foran publikum for at modtage blomster, ros og tak for deres indsats. Og i den forbindelse blev der båret et dannebrogsflag ind i salen.

Jeg sad vist nok lidt i mine egne tanker og kiggede på de billeder jeg havde taget af min pige, og vurderede kvaliteten, overvejede om jeg havde brugt de rigtige lukkertider, om skarpheden var ok, ærgrede mig lidt over at jeg ikke havde optimalt overblik der hvor jeg sad, og min evige fascination over at moderne digitale sensorer kan levere acceptable resultater på tårnhøje ISO følsomheder, der i de analoge films dage, var helt utænkelige.

Jeg lagde vist også mærke til at en del folk rejste dig fra deres pladser, men hæftede mig ikke nærmere ved det. Først da damen med mikrofonen, i en venlig, ikke bebrejdende tone, gjorde opmærksom på, at det er tradition, at man rejser sig når flaget kommer ind, og først sætter sig, når det igen hviler på jorden, gik det op for mig.

Det fik mig til at overveje, om jeg har lyst til at rejse mig for Dannebrog. Det fik mig til at overveje, hvad et land er.

Da flaget blev båret ud, efter ceremonien var afsluttet, besluttede jeg at det havde jeg ikke lyst til. Jeg blev siddende. Jeg har tænkt over, hvad et land er. Er jeg da ikke glad for at bo i Danmark? Ikke så glad som jeg har været.

De totalitære tendenser bliver mere og mere tydelige, og nej, jeg er ikke paranoid, jeg ser ikke syner. Folk som nu pensioneret advokat Bjørn Elmquist og advokaten Erbil Gaya, advarer om tendenserne, og man skal efterhånden være overordentlig uopmærksom, hvis man ikke har opdaget tendenserne.

Det er ikke mig, der er paranoid, det er befolkningen der er ubevidste, og gradvist tilvænnet den indskrænkede frihed, som mange slet ikke er klar over er blevet fjernet, for de har ikke noget at bruge den til og ingen informerer dem.

Et land skal gøre sig fortjent til min respekt, og et land er blot et stykke af jordkloden, som nogen har trukket en streg omkring.

Jeg ville ønske at vi kunne få Skåne, Halland og Blekinge tilbage, men hey, sådan kan det gå.

Jeg hørte Rohrs citat da jeg kørte til det nye job en morgen i den forløbne uge. Det er 9 uger siden jeg startede, og også her har jeg tænkt på følelsen af at føle mig udenfor, men har ikke opfattet det som et problem, men blot en naturlig proces når man er ny i et allerede etableret minisamfund som en virksomhed er. Først da jeg havde været der i 8 uger, spurgte en kollega om hvad jeg havde lavet før. Og det er som om der er kommet mere gang i kommunikationen nu.

D. 19. marts fyldte den danske Lama Ole Nydahl 83 år. Jeg var og er stadig inspireret af ham, men især buddhismens belæringer. Jeg kom til at tænke på tiden jeg brugte på Svanemøllevej, på sommerlejrene på Lolland, foredrag i Århus og andre steder i Danmark, og en del ture til Tyskland, hvor mange ligesindede mødtes.

Budskabet er det samme som Eckhart Tolle, Michael Singer og Rohr m.fl. - man er betragteren, bevidstheden, ikke tankerne der foregår i bevidstheden. Men i buddhismen blev jeg til sidst forstyrret af en masse ritualer og symboler og en idoldyrkelse, som jeg ikke tror Buddha selv havde billiget.

Som Tolle også siger, har organisationer en tendens til at lukke sig om sig selv, men jeg synes det er helt fint at tilbyde et netværk og en struktur til dem der ønsker at forlade “The Matrix”, så man ikke føler sig alene og i frit fald.

Men det morsomme for mig, er at selv da jeg var glad for at opholde mig i dette netværk, følte mig også som en “Fringe Dweller”. Så en Fringe Dweller i en fringe organisation.
Men jeg håber at Ole har det godt, for han gør gode ting for mange mennesker, og der er frihed til at komme og gå, som man ønsker.

Og han har været medvirkende til at skabe nye steder hvor den tibetanske buddhisme kan udvikle sig, da den blev landsforvist af den kinesiske kommunismes invasion af Tibet i halvtredserne, som forbavsende få interesserer sig for, især i betragtning af hvor følelsesladet mange interesserer sig for grænsestridigheder andre steder i verden.

Det interessante er, at jeg tror det er ved at gå op for mig, at man slet ikke er udenfor, når man er udenfor. Udenfor er indenfor. Betragteren er essensen, det man virkelig er.

Man føler sig slet ikke ensom. Det bliver lettere at være i livet, lettere at acceptere livet som det er. Brydekampen for at mosle livet på plads, så man bliver tilfredsstillet, bliver lidt lettere og måske hører kampen en dag op? Det er de andre der er udenfor og kampen er håbløs og kostbar, men godt for dem der tjener penge på at producere objekter der kan skabe en følelse, som man bilder folk ind er lykke, men blot er en flygtig tilfredsstillelse.
Hamsterhjulet er den perfekte pengemaskine, og fantastisk til at holde folk fastlåst.

Michael Singer beskriver det meget fint i sine bøger. Universet har eksisteret i milliarder af år, og så tror jeg at jeg kan styre noget som helst i det korte glimt, jeg er her. Hvor latterligt.
Livet sker, livet udfolder sig.

Og Richard Rohr’s citat, som han mener er mange menneskers evangelium,
Thou shalt produce - Thou shalt consume, er tankevækkende. Det er ikke et sted, der er værd at opholde sig. Jeg skrider - adjø.

17/03/2024

Elsk dine fjender. Det sagde Jesus vist.

Jeg lytter meget til Richard Rohr i denne tid. Han er katolsk præst i New Mexico USA. En ældre herre på 80 år, der har skrevet mange spændende bøger, som jeg tilsyneladende er ved at opbygge en samling af.

Han har skrevet en bog der hedder “Breathing Under Water”, hvor han tager udgangspunkt i Anonyme Alkoholikeres 12 trin, og hævder at disse metoder også er brugbare for mennesker, som mig, der ikke er afhængig af de “store”, som alkohol, stoffer og spil.

Jeg har tidligere haft emnet oppe fordi en anden af de forfattere jeg holder af, Mitch Horowitz, også har skrevet en ganske kort bog om AA. Den beskriver dog mere den historiske kontekst.

Såfremt metoden kan bruges til at arbejde med alvorlige afhængigheder, hvorfor så ikke bruge dem til andre, trods alt mindre skadelige vaner, som eksempelvis støjende indre dialoger, den indre stemme, som Tolle og Michael Singer, og Rohr, skriver så smukt om.

AA Trin 4. Vi lavede en dybtgående og frygtløs moralsk opgørelse over, hvad vi indeholdt.

Jesus sagde angiveligt: “Elsk dine fjender” - og Rohr hævder at det kan betyde, eller tolkes således, at man skal udvikle større bevidsthed med sine skyggesider, for at bruge Jungs udtryk.

Jeg, tror jeg, forstår hvad han mener og jeg er også selv, i min søgen efter blokeringer, samskaras, kommet i kontakt med oplevelser fra fortiden, men Rohr hævder at det er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere, at man kigger på de potentielle skader man selv har forvoldt andre. Det handler ikke om at køre “the blame-game” og give andre skylden, og være i offerrollen, men simpelthen finde potentielle årsager, som når afløbet under køkkenvasken er stoppet, kaster mig sig jo heller ikke ud i lange årsagsanalyser, men får fat i noget afløbsrens og en svupper, og kort efter flyder vandet igen frit.

Det er straks lidt sværere når det gælder de ting man har gjort mod andre.

Trin 8.
Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen over for dem alle.

Trin 9.
Vi gik direkte til disse mennesker og gjorde det godt igen, hvor det var muligt, undtagen hvor dette ville skade dem eller andre.

Jeg kan ikke lide at opfatte blokeringer som “fjender”. Jeg tror de er skabt af misforståelser, måske på grund af umodenhed og/eller uvidenhed, for at beskytte sig selv, forvoldte skader er ikke nødvendigvis bevidst ondskab, men dumhed eller en tilfredsstillelse ved at påvirke andre. Ingen, der tror på ideen om karma, vil bevidst forvolde andre ondt, da det vil ramme dem selv. Hvem vil ødelægge sig selv?

Men nogle vil, og en del af dem bliver politikere :-)

Det er derfor jeg godt kan lide historien, fra biblen, som jeg aldrig har læst, om den fortabte søn der vender hjem, til sin velhavende far, og han har formøblet hele den arv han fik på forskud, er i en sørgelig forfatning, har levet et vildt og uansvarligt liv, men faderen modtager ham med åbne arme, er glad for at se ham, og arrangerer en fejring, mens broderen til den hjemvendte, bliver ret sur fordi han har opført sig eksemplarisk og føler der burde være en straf til den slappe taber af en bror.

Den gamle far rummer det negative, skubber det ikke væk.

Jeg er afhængig af støj, indre støj, og jeg ved ikke, hvem jeg er, når jeg, i korte øjeblikke, opnår stilhed. Det er min udfordring, og det er spændende og jeg kaster mig over projektet med optimisme og ildhu. Måske kan jeg ikke opnå det i lange perioder, men jeg vil glæde mig over de korte glimt, jeg oplever stilheden, og at støj ikke ødelægger leveren eller økonomien.

“God is not found in the soul by adding anything but by subtracting.”
- Meister Eckhart

16/03/2024

“Enhver idiot kan rive en lade ned, men det kræver en god håndværker at bygge en ny”

Forleden dag hørte jeg dette gamle citat fra den amerikanske psykolog Dr. Phil McGraw, i en samtale med Dr. Jordan Peterson. Det er en klassiker, og jeg hæftede mig ved det.

Måske fordi jeg selv har været gennem en oprydningsperiode, hvor alt overflødigt er blevet kastet bort, eller endevendt.

Dr. Phil har, så vidt jeg forstår, men jeg kender dem ikke, et tv-show i USA, hvor han løser folks problemer, med et snuptag, inden for det berammede tidsrum.

Og han har lige skrevet en ny bog: “We've Got Issues: How You Can Stand Strong for America's Soul and Sanity.” og han har markeret sig positivt i debatten derovre, ved at udtale sig om den store skade de vanvittige og uvidenskabelige Corona nedlukninger har påført børn og unge, vel vidende at de ingen effekt havde og at virussen overhovedet ikke var farlig, og da slet ikke for børn og unge.

I beskrivelsen til bogen, som jeg ikke har læst, og heller ikke kommer til at læse, for jeg har mange andre bøger på listen, står:

“Do you think mainstream America needs to find its voice? If so, you’re not alone. The country is under attack by extremists at the fringes who put ideology before sanity and stoke division for their own gain. They are trying to rob America of its common sense and deny empirical truths, and we’re all suffering the consequences.”

Jeg vil ikke gøre mig klog på amerikanske forhold, men meget tyder på at et ideologisk vanvid er med til at undergrave den sunde fornuft og det gøres helt bevidst, for hvis man fjerner det solide fundament fra, især unge mennesker, bliver det meget nemmere at kontrollere, manipulere, fordi de søger mod sikre holdepunkter.

Forfatteren George Orwell skrev i bogen “1984”:

“Den mest effektive måde at ødelægge et folk er ved at benægte og udrydde deres forståelse af deres historie”

Han skrev også:

“Enhver optegnelse er blevet ødelagt eller forfalsket, hver eneste bog genskrevet, hvert billede er ændret, statuer og bygninger er blevet omdøbt, datoer ændret. Og det fortsætter kontinuerligt. Historien er stoppet. Intet eksisterer undtaget et endeløst nu, i hvilket partiet altid har ret.”

og han skrev også:

“Og hvis alle andre accepterer den løgn, som partiet pålægger, hvis alle optegnelser fortæller den samme historie - bliver løgnen en del af historien og til sandheden.
Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den der kontrollere nutiden, kontrollerer fortiden.”

Og nogle tænker måske at jeg er paranoid, når jeg sådan citerer Orwell, for Danmark er da sådan et dejligt land, men tænk blot på Mette F’s gøren og laden de senere år. Løgnene, fortielserne, sletninger af bevismateriale, mediernes villighed til en ensidig dækning, mod betaling. Man behøver ikke lyve for at manipulere, blot udelade dele af virkeligheden.

Jeg er jo stærkt optaget af ikke-dualistisk tænkning, og læser i disse dage mange bøger af den katolske præst Richard Rohr, der skriver meget om dette spændende emne.

Og som gammel forbenet buddhist, er jeg helt sikker på at mennesker, for det meste, skaber sin fremtid i nuet, gennem tanker, ord og handlinger.

Så det princip som magthaverne vælger at udnytte til at manipulere og kontrollere, er ikke hverken godt eller dårligt - det ER sådan, og det kan ikke være anderledes. Det er en af universets love.

I min egen oprydningsperiode, rejser jeg også af og til tilbage i fortiden, for at undersøge om der kan ligge “samskaras” og påvirke mig. Samskaras er indtryk i underbevidstheden, eller hvor de nu må være? - der påvirker beslutninger, tanker, handlinger i min hverdag.

De er ikke virkelige, det er fortid, men de kan givetvis begrænse mig på forskellige måder.
Jeg er ikke sur på dem. De gør det i bedste mening, for at beskytte mig mod problemer og farer. Så jeg er glad for dem, men prøver at forklare at de har misforstået visse oplevelser og at tiden er inde til at give slip og lade energien flyde friere.

Jeg er glad for at jeg har mødt Richard Rohr, og han er meget i tråd med Eckhart Tolle og Michael Singer. Løsningen er at blive bevidst om, at man ikke er sine tanker - den indre dialog, eller stemme, der uafladeligt kører inde i hovedet.
“Hvilken stemme, jeg har da ingen stemme i mit hovede”. Det er DEN stemme vi taler om, som Michael A. Singer så humoristisk gør opmærksom på.

Kan man få lirket en lille afstand ind omkring stemmen, er man blevet et mere bevidst menneske, måske blot i få sekunder ad gangen, men det er en start.
Det vigtigste er at man forstår at man ikke er stemmen, men derimod bevidstheden og opmærksomheden.

Det er svært, det kan jeg ved Buddha m.fl., skrive under på.

Og som Carl Jung sagde: The fool is the precursor to the savior.

Man skal turde være begynder, falde og slå sig, blive grinet af, men rejse sig og fortsætte.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

10/03/2024

I går skrev jeg et citat af Alan Watts, brugt i en af Richard Rohrs bøger:
“We divide in thought what is undivided in nature”.

Men jeg vil hellere skrive lidt om "tapping" eller EFT - Emotional Freedom Technique.

Men først vil jeg igen lige nævne et par ting fra Rohrs bøger.

Han skriver om det skinnende lysende ord “og” - der fjerner os fra enten/eller, at rumme forskelligheder, det gør os i stand til at leve i det altid uperfekte “nu”.

Og nu til “tapping” - nej vent, jeg vil også nævne at Rohr skriver om ordet “paradoks” - det selvmodsigende og absurde, selvfølgelig i sammenhæng med “og” - for hvordan kan man både have ret og uret, være sympatisk og usympatisk, spirituel og verdslig på samme tid.
Men det kan man.

Tapping har jeg praktiseret dagligt, formodentlig siden sensommeren 2023, hvor det igen dukkede op i mit liv. I min tolkning er det ganske enkelt affirmationer, der forstærkes eller understøttes af lette tryk på udvalgte meridianpunkter, inspireret af akupressur.
Jeg ved ikke hvorfor det tiltaler mig - måske fordi det sætter tempoet ned og tvinger mig til at gentage affirmationerne roligt og mere opmærksomt, og ikke blot lire dem af i hast.
Jeg startede med en tapping session jeg fandt på Youtube med Brad Yates, der handler om modstand mod at livet kan blive bedre, og det var et godt supplement til de bøger jeg læste af Gay Hendricks der skriver om Upper Limit problems, den modstand der ofte kommer når man sætter positive forandringer i gang, og man efter noget tid, føler at der sker et “uheld” og man bliver slået tilbage til start. Det er tilfældigheder vil nogen måske sige, og måske har det ret, hvem ved, måske er det både rigtig OG forkert, og jeg tror det i visse tilfælde er tilfældigt, men i andre kan det være en indbygget selvsabotage, angsten for det ukendte, ubehaget ved at bevæge sig ud af sin komfortzone, den uforståelige tilfredsstillelse ved at gentage vanen der understøtter at livet skal være smertefuldt, at man faktisk kan blive afhængig af følelsen af modgang. At skomageren skal blive ved sin læst.
Jeg oversatte Yates session, men har siden redigeret og justeret den ret meget, så den nu er blevet min egen, og formuleret så det giver mening for mig. Jeg har lavet andre sessions med andre temaer, og jeg redigerer dem løbende, når jeg synes det kan formuleres bedre, mere præcist og enkelt.

I går skrev jeg at jeg nyligt har læst 2 bøger af Richard Rohr. “Everything Belongs: The Gift of Contemplative Prayer” og “The Naked Now: Learning to See as the Mystics See”.
Men jeg glemte at jeg også har læst “The Art of Letting Go - Living the Wisdom of Saint Francis”. Den handler også om mit favorit tema, minimalisme, at give slip. Inspireret af Frans af Assisi, der frasagde sig sin families rigdom, levede i fattigdom, blev munk, stiftede Franciskanerordenen og meget andet. Så langt har jeg dog ikke tænkt mig at gå, selvom der er visse ting ved munkelivet jeg allerede ufrivilligt har implementeret :-)

I dag vil jeg køre på genbrugspladsen med de sidste ting jeg skal af med, i min til dato mest omfattende minimeringsproces. Det paradoksale er, at jeg også er lidt ked af at det er slut.
Jeg er næsten blevet afhængig af at gøre mig uafhængig.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

09/03/2024

Det er lørdag og jeg har lyst til at skrive en af mine sædvanlige navlebeskuende usammenhængende historier fra min provinsielle hverdag.

Jeg har læst et par bøger af den katolske præst Richard Rohr.
Jeg har betragtet ham på afstand gennem længere tid, og havde fået det indtryk, at han var lidt for politisk korrekt, som jeg er stærkt allergisk overfor. Men ved nærmere undersøgelse viser det sig ikke at være tilfældet. Nu har jeg læst “Everything Belongs: The Gift of Contemplative Prayer” og “The Naked Now: Learning to See as the Mystics See” og jeg må sige at jeg er positiv.

I en af bøgerne gentager han et citat af Alan Watts: “We divide in thought what is undivided in nature”. Det fangede min opmærksomhed.

I den forløbne uge, modtog jeg en bog med titlen: “The Untethered Soul - Guided Journal” af forfatteren Michael A. Singer. Jeg har nydt den som lydbog, men den opfordrer til at nedskrive sine refleksioner, baseret på spørgsmål fra Singers bøger, så jeg ville have den som en rigtig papirbog. Temaet i Singers bøger handler om den indre stemme som vi alle har, og om ønsket om at blive fri for den og i stedet forstå at vi er betragteren, den, der lytter og ser.

Han skriver: Du har en mental dialog inde i dit hoved, der aldrig stopper. Hvem afgør hvad den siger og hvorfor? Hvor meget af det, den siger, er sandt eller vigtigt?
Mange vil tænke: “Vrøvl, jeg ved ikke hvad han taler om. Jeg har da ikke nogen stemme i mit hovede!”. Og det er den stemme vi taler om.

Det er nøjagtig det samme som Eckhart Tolle skriver i sine bøger.
Når man opdager stemmen, og øver sig i at identificere sig med betragteren, den der lytter, iagttager, er man på en ny vej. Men det er svært. Men jeg er hellbent, som de siger i USA, fast besluttet på at jeg VIL være betragteren, jeg VIL lære det, for der er ikke noget vigtigere.

Hvis jeg forstår Rohrs forklaring på “Contemplative Prayer” er det nogenlunde det samme.
Bøn er ikke en forhandling, en ønskeseddel, eller en forretning, med de højere magter, men en fredelig betragtning og accept af livet som det er.

Det er ikke en brydekamp hvor man mosler med livet, så alle ens præferencer og ideer bliver tilfredsstillet. Så alle andre mennesker opfører sig sådan som JEG ønsker, så JEG er tilfreds. Det er vanvid at tro at det kan lade sig gøre.

Betyder det så at jeg skal finde mig i alt fra andre mennesker, eller at man ikke skal forsøge at gøre livet bedre, hvad det end må betyde? Det tror jeg ikke, men måske skal man vælge sine kampe med omhu, og måske bliver det nemmere når man er i betragterens position.

Jeg havde en interessant oplevelse for et par uger siden. Jeg havde en dårlig følelse i kroppen, og mens jeg sad og "mediterede" tilbagelænet i min lænestol, fra IKEA, var jeg pludselig i stand til at opleve følelsen oppe over min krop. Den var stadig ubehagelig, men nu var den konkret, og den var flad, rektangulær, grå og med runde hjørner, kunne godt minde om en sky. Jeg forsøgte ikke at få den til at forsvinde, men prøvede at omgive den med opmærksomhed, som jeg har hørt Tolle beskrive. Jeg havde pludselig min bevidsthed rundt om den, og efter noget tid lettede den. Den bevægede sig lidt op og gik i opløsning, og den ubehagelige følelse forsvandt på få sekunder. Det var besynderligt, men meget konkret og meget tilfredsstillende, især den følelse af fred og ro der få sekunder efter, bredte sig i min krop.

Men hvis mit forsøg på at blive betragteren, og ikke stemmen, bliver en brydekamp, er jeg jo ikke meget klogere. Så jeg må betragte det som en langvarig proces, der af og til giver glimt af håb, men må acceptere at jeg falder tilbage i gamle vaner, og igen bliver stemmen.
Det gode er, at jeg kan træne hele tiden, i alle situationer, hele døgnet, hele livet.

Jeg ville egentlig også have skrevet lidt om mit oprydningsprojekt, og min interesse for EFT Tapping, som jeg er glad for, men også lidt skeptisk.

Men jeg kan afslutningsvis sige at såfremt jeg afgår ved døden i nær fremtid, vil de pårørende ikke have meget at rydde op efter mig. Det er yderst tilfredsstillende.

Jeg har ikke mere tid, for jeg skal snart se gymnastikopvisning med mit barnebarn og det glæder jeg mig meget til.

To be continued …

Crede et Vicisti - Tro og Vind

07/03/2024

07/03/2024

"When you complain, you make yourself into a victim. When you speak out, you are in your power." - Eckhart Tolle

25/02/2024

I fredags havde jeg en uventet oplevelse. Et lille mirakel måske?

Jeg tror meget stærkt på, at vi mennesker skaber vores liv. Det liv, vi lever i det ydre, er en afspejling af vores indre. Vores tanker, overbevisninger, vi får hvad vi selv mener vi fortjener.
Som det siges i filosofien Hermetisme: “As within, so without, as above, so below, as the universe, so the soul,” - eller buddhismens “Tidligere tanker ord og handlinger er blever vores verden i dag, og vi sår nu frøene for vores fremtid” - og sådan kan man blive ved.
Jeg vælger at tro at det ikke er et absolut princip. Jeg vælger at tro at tilfældigheder kan spille ind, hændelser man ikke selv er ansvarlig for kan forekomme.
Måske tager jeg fejl. Men det vælger jeg. Men i langt de fleste tilfælde, er man selv ansvarlig og har mulighed for at handle.

Jeg har fået nyt job igen, og det er jeg glad for. I fredags efter fyraften, kl. 14.30, kørte jeg de ca. 20 km hjem til Roskilde, og gik ned i vaskekælderen og igangsatte et par maskiner. Jeg gik derefter op i lejligheden igen og foretog forskellige praktiske gøremål, mens jeg ventede på at tøjet skulle blive klar. Så bankede det på døren. Min ringeklokke virker ikke. Jeg er ikke begejstret for uvarslede besøg. Jeg kiggede i dørspionen og så det var min overbo. Normalt ville jeg være overrasket, men fordi jeg lige havde talt med ham for et par uger siden, for første gang i 25 år, om et kommende møde i en lejerforening i den boligblok jeg bor i, kom det ikke helt bag på mig. Under samtalen, havde han reklameret for mødet, som jeg “kom til” at “glemme”. Nu stod han der og spurgte om han lige måtte komme indenfor, som om han havde noget vigtigt at sige. Jeg sagde ja, men skabte også den sædvanlige bagdør og flugtvej, ved at sige at jeg altså havde tøj til vask, så min tid var lidt begrænset. Men han forsikrede mig for at det blev kort og han kom ind, men kun i entreen. Han forklarede at man til mødet havde valgt at bevare lejerforeningen, men at man ikke længere vil opkræve et gebyr, som jeg åbenbart har betalt i årevis, til evt. juridiske udgifter, eller hvad der ellers måtte være, og derfor ville tilbagebetale beløbet til de resterende lejere. De fleste er ejerlejligheder nu, men ikke min. Så nogen venter nok på at jeg snart dør.
Så han overrakte mig en kuvert med et ikke ubetydeligt 4 cifret beløb, i dejlige kontanter og sagde farvel igen.
Da han var gået tog jeg pengene ud af kuverten og talte dem. Jo den var god nok.
Et bundt 500 kr. sedler føles godt i lommen. Jeg stod ikke lige og manglede dem, men det var en god oplevelse og en god start på weekenden. Jeg er åben for flere af den slags.

Risikoen ved at dyrke “du ligger som du har redt, du har selv skabt det”, filosofien, er at den i yderste konsekvens kan udvikle sig til kynisme. ligegyldighed, og victim-blaming.
Og det er selvfølgelig ikke meningen, men der er jo altid nogen, der ikke tænker så langt.

Lørdag gik jeg en tur i byen og foretog indkøb af nødvendige dagligvarer.

Jeg gik ind i Bog og Idé butik fordi jeg ledte efter bogen, "The Untethered Soul Guided Journal”, af Michael A. Singer. Jeg har den som lydbog, og har hørt den uafladeligt, nat og dag, i længere tid, og havde besluttet mig for at købe den som en rigtig papirbog. Fordi han opfordrer til at nedskrive sine tanker og overvejelser om den støj den indre dialog skaber, set fra betragterens synspunkt. Michael Singers budskab er meget lig Eckhart Tolles, og begge fascinerer mig meget.
De havde ikke bogen, så nu har jeg bestilt den hos Saxo, og jeg glæder mig til at modtage den.

Jeg synes det er svært at forstå, sådan rigtig forstå, deres tanker om at “overgive” sig til livet. Men det handler ikke om at give op, men måske mere om accept, at give slip på modstanden, og ikke tro at livet er en brydekamp, hvor det gælder om at banke omgivelserne på plads, så man selv er tilfreds. Det er en håbløs kamp som man ikke kan vinde. Men det betyder ikke at man skal finde sig i alt. Jeg tror faktisk ikke jeg helt har fattet det, men jeg VIL fatte det, for det er vigtigt - det kan jeg mærke.

Jeg har også besluttet en børnebog om Mozart, der blandt andet kan afspille små lydstykker fra Mozarts kompositioner. Den skal mit barnebarn have.
Hun er 6 år, og nej jeg vil ikke tvinge hende til at lytte til Mozart, eller kunne lide Mozart.
Mit eneste mål er blot at hun skal vide at der fandtes en mand der hed Mozart, og han skrev noget af den smukkeste musik nogensinde. Når hun får bogen, ved hun det, og så er min mission fuldført. Resten bestemmer hun selv.

På min vandring i provinsboghandlen, bemærkede jeg også bogen “Ufrihedens pris - hvordan vi lærte at tro at vi ingenting kan” af Dennis Nørmark, og blev lidt trist til mode over den villighed der er blandt folk, til at overgive deres selvstændighed, deres ansvarsfølelse, deres penge, til magthavere der ikke vil deres bedste, for det er aldrig til eget bedste ikke at have et stor ansvar, selvom det kan føles rart.
Jeg køber den ikke, for jeg ved, hvad den handler om.

Jeg overvejer ofte, om jeg er for uambitiøs. Men min målsætning om at leve et minimalistisk liv i accept, med få ting, få behov, og stadig føle en stærk boblende lykkefølelse over livet præcis som det er, er faktisk meget ambitiøst. Jeg har bare stadig i en lille indre brydekamp i mig, men snart falder det hele plads.

Crede et Vicisti - Tro og Vind