30/04/2026
ERHVERV
Hos E+N skaber vi karakterfuld, nordisk arkitektur, der er både innovativ og historisk nytolket med afsæt i kontekst, tradition og en dyb forståelse for sted, by og typologi. En del af den arkitektur omfatter erhvervsbyggerier og i den kommende tid sætter vi særligt fokus på aktuelle projekter med butiksfunktioner, kontorlandskaber og andre erhvervsrelaterede funktioner som hoteller og restauranter. Arkitekturen afspejler et afsæt i sted og programmets særlige karakter, med en vision om at skabe levende rum, der inviterer til både fordybelse og samvær.
I de kommende opslag præsenterer vi en serie af tegnestuens erhvervsprojekter.
SCANDIC THE MAYOR
UDFØRT 2024 - 2026
Tilbygning og udvidelse af Scandic The Mayor i Aarhus udgør en kompleks tilpasningsopgave i gårdrummet bag det eksisterende hotel på Park Allé. I projektet arbejdes der målrettet med at integrere nye funktioner og volumener i en tæt, urban kontekst.
Hotellet udvides med knapt 60 hotelværelser og disponeres i hotellets smalle gårdrum, som en ny længe parallelt med eksisterende værelsefløj og med nedtrappende gavl mod Rådhusparken. For at sikre privathed og maksimere udkig til parken, opdeles gårdfacaden i en række vinger, der vinkles ud mod parken, så alle værelser får et gulv-til-loft glasparti uden indkig, vinklet mod parkens grønne baggrund.
Tilbygningen er hævet over hotellets parkeringspladser og tilpasset eksisterende etagehøjder i et trapperum, der formidler overgangen mellem nyt og gammelt.
Hotellets gule tegl videreføres i den nye fløj og suppleres materialemæssigt af de gyldne let reflekterende værelsesvinger i anodiseret aluminium. Teglfacaden i den 7 etagers høje facade mod syd, er opmuret på højkant for at opnå både en materiale- og CO2besparelse.
Hele hotellets stueplan er i samme omgang ombygget til en mere nutidig fremtoning med ny morgenmadsrestaurant, kombineret receptions- og barområde, samt integreret café- og kaffebar.
Samarbejdspartnere:
Bygherre: Evars Hoteller A/S
Totalentreprenør:
Arkitekt: E+N Arkitektur
Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, Ingeniør’ne
Indretningskoncept, stueplan: