15/03/2022
"Sydvestlige Ukraine sommer 2015 godt og vel et år efter, at Russerne havde taget Krim. Det var en sensommeraften, og jeg havde tilbagelagt 100 kilometer på cykel gennem Karpaternes dybe dale. Jeg var ved at blive bekymret, da det var ved at blive mørkt, og jeg var endnu ikke kommet frem til et overnatningssted.
Men pludselig åbnede landskabet sig og afslørede en by. Da jeg kom til Mukachevo, havde jeg mødt mange gode mennesker på min tur, men jeg manglede de tætte relationer, man som menneske har brug for. Og jeg tror det var det, jeg blev ramt af, som jeg så solen glide ned under horisonten bag byen. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, at jeg i denne by ville finde, hvad jeg ledte efter.
Jeg kom til et lille kaffested, hvor jeg fik noget brød og en kop kaffe. Her mødte jeg Shenya, som var tjener der. Han var udadvendt, karismatisk og snakkesalig, så jeg spurgte ham, hvad man kunne se i byen. Han sagde, at hvis jeg ventede, til han fik fri senere, ville han personligt vise mig rundt.
Shenya fik fri ved 18-tiden efter en 12 timers vagt, stadig fuld af energi kom han smilende ud af caféen, da han så mig.
Vi havde kun gået et par timer, men havde snakket konstant og jeg følte, at vi allerede havde kendt hinanden i flere år. Han inviterede mig til at komme til caféen dagen efter, hvor han også havde inviteret sine venner. En tæt gruppe på 6-7 unge i alderen 15-18 år.
Shenya og jeg lejede os ind i et lille hus som tilhørte en gammel dame. Han fik det i stand, og for 500 kr. om måneden havde vi nu et lille sted med køkken, senge og det mest nødvendige. Vores lille hjem blev vores og gruppens nye samlingssted. Her boede jeg i 2 måneder, og derfra tog vi på små eventyr dagligt. Jeg var lige så meget en del af gruppen som enhver af dem, og følte mig ikke som en udefrakommende. Vi grinte sammen, fjollede sammen, skændtes sammen og gik på opdagelse sammen. Vi gjorde mange af de der helt banale ungdomsting. Det var tit, der ikke rigtig skete så meget, men det gjorde ikke noget, for vi var sammen. Jeg havde altid kameraet på mig, men jeg var der ikke som fotograf, mere som en del af gruppen. Tit glemte jeg fuldstændigt at tage billeder, når der skete noget, men det, at jeg ikke tænkte som en fotograf gjorde nok også, at det forhold og den distance vi havde imellem os, blev noget andet og mere ægte."
Patrick Wassmann om sine oplevelser i byen Mukachevo, hvor fotoserien af samme navn blev til.
